Jobtrivsel og sygefravær
Flere virksomheder og offentlige arbejdspladser har stadig større fokus på forebyggelse af sygdom. Det betyder, at nogle arbejdspladser som led i sygefraværspolitikken tilbyder personalet hjælp til afklaring af deres situation i forbindelse med sygefravær.
Jeg tilbyder både afklarende samtaler og psykologisk behandling.
Hvis en medarbejder eller leder oplever psykiske helbredsproblemer, er hurtig og relevant hjælp afgørende for, hvor hurtigt personen er på benene igen. Efter 14 dages sygefravær, er der 8 pct., der ikke kommer tilbage til arbejdsmarkedet. Det gennemsnitlige sygefravær efter 14 dage er 6½ uge.
Kognitiv terapi hos en psykolog er veldokumenteret som effektiv behandlingsmetode for en række psykiske problemstillinger. Gennem samtaler hos en psykolog kan man opnå en bedre forståelse af sig selv og de udfordringer, man har, hvilket er med til at skabe en positiv udvikling og øge det psykiske velbefindende.
Hvilken form for forløb man har brug for er afhængig af problemstillingen. Et forløb indledes altid med en grundig samtale, hvor problemstilling, livsomstændigheder og ønsker til forløbet gennemgås. I samarbejde med klienten lægges en plan for det videre forløb. Forløbet tilpasses de behov og aktuelle udfordringer som klienten har.
Eksempler på problematikker kan være:
Symptomer på stress
Depression og angsttilstande
Samarbejdsvanskeligheder, konflikter eller mobning på arbejdspladsen
Mistrivsel i jobbet eller manglende arbejdsglæde gennem længere tid
Personlige belastninger der betyder, at medarbejderen har svært ved at honorere kravene i jobbet
Misbrugsproblemer
Krænkende oplevelser
Jeg har mange års erfaring med at få medarbejdere til at bevare tilknytningen til arbejdspladsen – eventuelt med særlige hensyn i en periode.
Samtaler er altid omfattet af tavshedspligt. Men jeg har god erfaring med, at det i nogle tilfælde er meningsfuldt at aftale med klienten, at nøglepersoner (eksempelvis leder eller HR) inddrages og hjælpen således integreres i virksomheden.
Ledere kan desuden tilbydes sparring i forhold til specifikke problemstillinger, så der gives de bedste forudsætninger for at støtte op om medarbejderen på arbejdspladsen.
Jeg tilbyder både samtaler til almindeligt honorar og pakkeforløb. Hvis virksomheden er omfattet af en sundhedsforsikring, kan et forløb muligvis være dækket af denne ordning.
Jeg kan kontaktes på tlf. 61 79 97 98 eller kontakt@psykologjangram.dk for en uforpligtende samtale.